|
Niels Steensen er en af de største danske
videnskabsmænd nogensinde. Han blev født i København i 1638, og hans
grundholdning var allerede fra studieårene at stille spørgsmålstegn
ved, hvad hans lærere og omgivelser fortalte. Han påbegyndte tidligt
grundige anatomiske studier, der meget hurtigt førte til nye
banebrydende opdagelser. Hans videnskabelige fremgangsmåde var
revolutionerende og er først i de sidste hundrede år blevet
almindeligt accepteret: Grundig observation er forudsætningen for sand
forståelse, der skal føre os til en højere erkendelse.
Niels Steensen foretog flere studierejser i Europa. Hans
store nysgerrighed førte til, at han beskrev helt grundliggende
videnskabelige forhold ikke bare inden for anatomien men også
krystallografien og geologien, som han regnes for grundlægger af. Hans
fordomsfri tilgang medførte, at han straks indså betydningen af
forhold, som aldrig tidligere var blevet forstået. Når han fandt
forstenede hajtænder i bjergegne, så forstod han, at der engang måtte
have været hav dér, og at Jorden ikke altid havde set ud, som den gør
nu. Når hjertets struktur ved nøje eftersyn viste sig at være en
muskel, så måtte det en pumpe, der fører blodet rundt, og ikke
sjælens sæde.
Niels Steensen var allerede fra studieårene klar over,
at naturens skønhed, som betog ham dybt, var en afspejling af dens
Skaber. For ham var sand naturvidenskabelig indsigt en vej til at
forstå Gud. Hans fordomsfri tilgang gjorde, at han også undersøgte de
grundliggende religiøse spørgsmål på egen hånd, og efter nøje
overvejelser konverterede han og blev optaget i den romersk-katolske
kirke. Den samme stræben efter at tjene Gud, som lå til grund for hans
videnskabelige aktivitet, førte ham til at blive præst og siden biskop
for Skandinavien og Nordtyskland. Her arbejdede han især for de
fattigste medlemmer af de spredte katolske menigheder, og han revsede
dovne og velhavende præster.
Niels Steensen døde 25. november 1686, og han er
begravet i San Lorenzo kirken i Firenze. Han blev saligkåret af
Johannes-Poul II i 1988.

Niels Steensens segl viser et kors, der gror ud af et
hjerte. Seglet symbolisere enheden mellem tro og videnskab.
Skønt er det, vi ser
skønnere er det, vi forstår
men langt det skønneste er det, vi ikke fatter
|