|
Katolsk tro
udfolder sig i hverdagen, på arbejdspladsen og i familien og
ikke kun i kirkerummet under messen. Men messen med
nadverhandlingen, hvor Kristus gennem det forvandlede brød og
vin igen er til stede sammen med os, er et livgivende centrum
for katolikker.
Den katolske
messe er inddelt i nogle faste afsnit, som er de samme uanset
hvor i verden og på hvilket sprog messen holdes.
Indledning
· Hilsen
· Syndsbekendelse
· Kyrie (Herre forbarm dig ...)
· Gloria (Ære være Gud ...)
· Dagens bøn
Ordets liturgi
· Første læsning
· Vekselsang
· Anden læsning
· Halleluja
· Evangelielæsning
· Prædiken
· Trosbekendelse
· Forbønner
Eukaristien
· Frembæring & forberedelse
· Præfation
· Sanctus (Hellig, hellig …)
· Den eukaristiske bøn (forvandling)
Kommunion
· Fader Vor
· Fredshilsen
· Brødsbrydelse (Agnus dei, ’Guds lam …’)
· Kommunion - Læs hvordan her (PDF):
Bortsendelse
· Velsignelse
Richard P. McBrien er katolsk præst og professor i
teologi ved Notre Dame University i USA, og han har beskrevet
messen således i bogen ”Katolsk tro gennem to årtusinder":
Messens indledning
Den ene af de riter, der kan vælges i
forbindelse med syndsbekendelse og bøn om tilgivelse, er meget
rig på specielt kristologiske udsagn: »Du blev sendt for at
helbrede angerfulde«; »Du kom for at kalde syndere til dig«; »Du
går i forbøn for os ved Faderens højre hånd«. Jesus helbreder
både sjælelig og legemlig sygdom. Han bringer den sandhed, der
oplyser os. Han giver os sig selv i eukaristien. Og gennem alt
dette forsoner han os med Gud, Faderen.
I »vor lovsang til Guds ære« (Gloria)
beder kirken: »Herre, du enbårne Søn, Jesus Kristus, Herre vor
Gud, Guds lam, Faderens Søn. Du, som borttager verdens synder,
forbarm dig over os. Du, som borttager verdens synder, tag imod
vor bøn. Du, som sidder ved Faderens højre, forbarm dig over os.
Thi du alene er hellig, du alene er Herre, du alene den Højeste,
Jesus Kristus, med Helligånden i Gud Faders herlighed. Amen.«
Kristi forsonende værk fortsætter altså. Også nu går han i
forbøn for os »ved Faderens højre«. Historiens Jesus,
nazaræeren, der døde på korset, er vor levende Herre.
Ordets liturgi
Heri er der læsninger fra begge
testamenter. De tekster, der er udvalgt fra Det nye Testamente,
har naturligvis altid Jesus Kristus i centrum, men da de skifter
fra eukaristi til eukaristi, kan de ikke citeres her. Hvad der
er konstant på søndage og store festdage, er »Trosbekendelsen«,
ofte den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som der
allerede har været henvist til mange gange: Vi tror »på en
Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen
forud for alle tider. Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den
sande Gud. Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved
hvem alt er skabt. Som for os mennesker og for vor frelses skyld
er nedstegen fra Himlen og har påtaget sig kød ved Helligånden
af Jomfru Maria og er blevet menneske. Han er også blevet
korsfæstet for os, pint under Pontius Pilatus og begravet. Og
han er opstanden påden tredje dag efter skrifterne og op faren
til Himlen. Han sidder ved Faderens højre hånd. Og han skal
komme igen med herlighed for at dømme de levende og de døde, og
på hans rige skal der ikke være ende«. Det, vi har her, er
naturligvis en sammenfatning af kirkens historiske tro på Jesus
Kristus. Dette sammendrag er frugten af århundreders strid og
lærernæssig afklaring.
Eukaristiens liturgi
Når celebranten hælder vin og lidt vand i
kalken, beder han: »Som vandet blandes med vinen, forene Kristus
os med sin guddom, han, som blevet med os som menneske.« Det
kristologiske perspektiv er her »ovenfra«, men det er også
afgjort inkarnatorisk. Jesus er virkelig et med os.
Præfationerne til den eukaristiske bøn varierer også med de
liturgiske tider. I en af præfationerne udtrykkes kristologien
med prisværdig kortfattethed: »Han forbarmede sig over vildfarne
mennesker og lod sig føde af Jomfru Maria. Ved sin død på korset
befriede han os fra evig død og skænkede os livet, da han opstod
af døde.« Jesus Kristus er centrum i frelseshistorien. Han
ændrede dens forløb ved sin død; han fornyer den ved sin
opstandelse; og han vil fuldende den ved sin genkomst.
Den første eukaristiske bøn angiver straks
fra begyndelse af messens hensigt. Det er et »lovprisningsoffer«
til Faderen gennem Jesus Kristus, hans Søn. Konsekrationsbønnen
citerer Jesu ord, hvor han taler om »den nye og evige pagts
blod«, som udgydes for alle til syndernes forladelse. I
akklamationen, der følger lige efter konsekrationen, hedder det:
»Herre, vi forkynder din død. Vi priser din opstandelse. Vi
forventer dit komme i herlighed«; eller: »Så ofte vi spiser
dette brød og drikker af kalken, forkynder vi, Herre, din død,
indtil den dag, du kommer«; eller: »Verdens frelser, frels du
os, du som ved dit tunge kors og ved din opstandelse friede os
fra døden.« Og alle fire eukaristiske bønner slutter med ordene:
»V ed ham og med ham og i ham tilkommer dig, Gud Fader, den
Almægtige, i Helligåndens enhed, al herlighed og ære fra evighed
til evighed. Amen.« Den trinitariske dimension er og bliver
altid central. Det forsonende værk, som Sønnen er sendt for at
udføre, fuldendes ved Helligånden.
Den anden eukaristiske bøn har sin egen
præfation, der taler om Jesus som »dit (Faderens) Ord, ved hvem
du skabte verden. Ham sendte du os til Frelser og Forløser,
undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria. Han opfyldte
din vilje og vandt dig et ejendomsfolk, da han udbredte sine
arme på korsets træ for at bryde dødens lænker og åbenbare
opstandelsen«. Konsekrationsbønnen indledes med ordene: »For i
den nat, da han blev forrådt og frivilligt gik ind til sin
lidelse...«
Den tredje eukaristiske bøn: Straks i
begyndelsen af denne bøn siges det: »... ved din Søn, vor Herre
Jesus Kristus og ved Helligåndens kraft giver du liv og
hellighed til alle ting.« Efter konsekrationen hedder det:
»Derfor fejrer vi, Fader, mindet om din Søns frelsebringende
lidelse, hans underfulde opstandelse og himmelfart«, og »vi
forventer hans genkomst«. Vi beder Faderen nådig tage imod
kirkens gave »og se i den det offer, som du tog imod til
forsoning«. Endelig udtrykker vi håbet om engang »evigt at
frydes over din herlighed. Ved Kristus, vor Herre, ved hvem du
skænker verden alle dine gode gaver«.
Den fjerde eukaristiske bøn takker
Faderen, der i sin godhed og barmhjertighed ikke overlader os
til dødens magt. »Hellige Fader, så højt elskede du verden, så
du i tidens fylde sendte din Søn, din enbårne, som vor Frelser.
Undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria fremtrådte han
som menneske, prøvet i alt, dog ikke i synd. Han kom med
glædesbud: om frelse for de fattige, om løsladelse for fanger,
om glæde for sønderbrudte hjerter. Men for helt at opfylde din
frelsesplan gav han sig hen i døden, og ved sin opstandelse
knuste han døden og fornyede livet. Vi skal nu ikke længere leve
for os selv, men for ham, som døde og opstod for os, og derfor
sendte han fra dig Helligånden, sin første gave til de troende
til at fuldbyrde din gerning i verden og føre dem frem til
helligheds fylde.« Og som i alle de eukaristiske bønner er der
en ihukommelse (anamnese) af Kristi forløsende gerning for os
gennem hans død, opstandelse, ophøjelse og genkomst i herlighed.
Men denne eukaristiske bøn betoner mere end de andre tre den
forløsende betydning af Jesu jordiske gerning inden
korsfæstelsen: hans forkyndelse af det glade budskab til de
fattige og undertrykte.
Kommunion
Kommunionen begynder med Herrens Bøn, og
denne indledes med en formel som: »Lad os bede den bøn, Herren
har lært os, og som Guds børn med frimodighed sige...« eller
»Til frelse har Herren lært os at bede og givet os lov til at
sige...« eller »Lad os bede, som vor Herre Jesus Kristus har
lært os...« Bagefter beder vi Faderen om at fri os »fra synd, og
gøre os trygge i alle trængsler, i forventning om det salige håb
og vor Frelsers Jesu Kristi komme«. Vi beder også direkte til
Kristus, idet vi siger: »Se ikke på vore synder, men på din
kirkes tro og før den efter din vilje til fuldkommen enhed og
fred, du som lever og råder, Gud i al evighed. Amen.« Jesus
Kristus er ikke blot vor broder, men også vor Herre. Vi beder
ikke blot sammen med ham, men til ham.
Det eukaristiske brød brydes, og
forsamlingen beder: »Guds lam, du som borttager verdens synder,
forbarm dig over os.« Derpå beder celebranten stille for sig
selv: »Herre Jesus Kristus, den levende Guds Søn. Efter Faderens
vilje og ved Helligåndens medvirken har du ved din død skænket
verden livet.« Mens celebranten løfter hostien inden uddelingen
af kommunionen, siger han: »Se det Guds lam, som borttager
verdens synd.« Jesu liv og sendelse, hele hans plads i
historien, giver ingen mening uden i forbindelse med
syndstilgivelsen og forsoningen mellem Gud og menneskehed.
Richard P. McBrien, ”Katolsk tro gennem to
årtusinder”, Niels Steensens Forlag 1987, s.255-256.
|
