Messen

   

 

 

FIRMAND.DK er netstedet for katolsk firmelse i  Sankt Knud Lavard menighed i Lyngby.

 

E-mail:
kursus
<snabel-a>
firmand.dk

 

Katolsk tro udfolder sig i hverdagen, på arbejdspladsen og i familien og ikke kun i kirkerummet under messen. Men messen med nadverhandlingen, hvor Kristus gennem det forvandlede brød og vin igen er til stede sammen med os, er et livgivende centrum for katolikker.

Den katolske messe er inddelt i nogle faste afsnit, som er de samme uanset hvor i verden og på hvilket sprog messen holdes.

Indledning

· Hilsen
· Syndsbekendelse
· Kyrie (Herre forbarm dig ...)
· Gloria (Ære være Gud ...)
· Dagens bøn

Ordets liturgi

· Første læsning
· Vekselsang
· Anden læsning
· Halleluja
· Evangelielæsning
· Prædiken
· Trosbekendelse
· Forbønner

Eukaristien

· Frembæring & forberedelse
· Præfation
· Sanctus (Hellig, hellig …)
· Den eukaristiske bøn (forvandling)

Kommunion

· Fader Vor
· Fredshilsen
· Brødsbrydelse (Agnus dei, ’Guds lam …’)
· Kommunion - Læs hvordan her (PDF):

Bortsendelse

· Velsignelse

 

Messens indledning

Den ene af de riter, der kan vælges i forbindelse med syndsbekendelse og bøn om tilgivelse, er meget rig på specielt kristologiske udsagn: »Du blev sendt for at helbrede angerfulde«; »Du kom for at kalde syndere til dig«; »Du går i forbøn for os ved Faderens højre hånd«. Jesus helbreder både sjælelig og legemlig sygdom. Han bringer den sandhed, der oplyser os. Han giver os sig selv i eukaristien. Og gennem alt dette forsoner han os med Gud, Faderen.

I »vor lovsang til Guds ære« (Gloria) beder kirken: »Herre, du enbårne Søn, Jesus Kristus, Herre vor Gud, Guds lam, Faderens Søn. Du, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Du, som borttager verdens synder, tag imod vor bøn. Du, som sidder ved Faderens højre, forbarm dig over os. Thi du alene er hellig, du alene er Herre, du alene den Højeste, Jesus Kristus, med Helligånden i Gud Faders herlighed. Amen.« Kristi forsonende værk fortsætter altså. Også nu går han i forbøn for os »ved Faderens højre«. Historiens Jesus, nazaræeren, der døde på korset, er vor levende Herre.

Ordets liturgi

Heri er der læsninger fra begge testamenter. De tekster, der er udvalgt fra Det nye Testamente, har naturligvis altid Jesus Kristus i centrum, men da de skifter fra eukaristi til eukaristi, kan de ikke citeres her. Hvad der er konstant på søndage og store festdage, er »Trosbekendelsen«, ofte den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som der allerede har været henvist til mange gange: Vi tror »på en Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen forud for alle tider. Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud. Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt. Som for os mennesker og for vor frelses skyld er nedstegen fra Himlen og har påtaget sig kød ved Helligånden af Jomfru Maria og er blevet menneske. Han er også blevet korsfæstet for os, pint under Pontius Pilatus og begravet. Og han er opstanden påden tredje dag efter skrifterne og op faren til Himlen. Han sidder ved Faderens højre hånd. Og han skal komme igen med herlighed for at dømme de levende og de døde, og på hans rige skal der ikke være ende«. Det, vi har her, er naturligvis en sammenfatning af kirkens historiske tro på Jesus Kristus. Dette sammendrag er frugten af århundreders strid og lærernæssig afklaring.

Eukaristiens liturgi

Når celebranten hælder vin og lidt vand i kalken, beder han: »Som vandet blandes med vinen, forene Kristus os med sin guddom, han, som blevet med os som menneske.« Det kristologiske perspektiv er her »ovenfra«, men det er også afgjort inkarnatorisk. Jesus er virkelig et med os. Præfationerne til den eukaristiske bøn varierer også med de liturgiske tider. I en af præfationerne udtrykkes kristologien med prisværdig kortfattethed: »Han forbarmede sig over vildfarne mennesker og lod sig føde af Jomfru Maria. Ved sin død på korset befriede han os fra evig død og skænkede os livet, da han opstod af døde.« Jesus Kristus er centrum i frelseshistorien. Han ændrede dens forløb ved sin død; han fornyer den ved sin opstandelse; og han vil fuldende den ved sin genkomst.

Den første eukaristiske bøn angiver straks fra begyndelse af messens hensigt. Det er et »lovprisningsoffer« til Faderen gennem Jesus Kristus, hans Søn. Konsekrationsbønnen citerer Jesu ord, hvor han taler om »den nye og evige pagts blod«, som udgydes for alle til syndernes forladelse. I akklamationen, der følger lige efter konsekrationen, hedder det: »Herre, vi forkynder din død. Vi priser din opstandelse. Vi forventer dit komme i herlighed«; eller: »Så ofte vi spiser dette brød og drikker af kalken, forkynder vi, Herre, din død, indtil den dag, du kommer«; eller: »Verdens frelser, frels du os, du som ved dit tunge kors og ved din opstandelse friede os fra døden.« Og alle fire eukaristiske bønner slutter med ordene: »V ed ham og med ham og i ham tilkommer dig, Gud Fader, den Almægtige, i Helligåndens enhed, al herlighed og ære fra evighed til evighed. Amen.« Den trinitariske dimension er og bliver altid central. Det forsonende værk, som Sønnen er sendt for at udføre, fuldendes ved Helligånden.

Den anden eukaristiske bøn har sin egen præfation, der taler om Jesus som »dit (Faderens) Ord, ved hvem du skabte verden. Ham sendte du os til Frelser og Forløser, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria. Han opfyldte din vilje og vandt dig et ejendomsfolk, da han udbredte sine arme på korsets træ for at bryde dødens lænker og åbenbare opstandelsen«. Konsekrationsbønnen indledes med ordene: »For i den nat, da han blev forrådt og frivilligt gik ind til sin lidelse...«

Den tredje eukaristiske bøn: Straks i begyndelsen af denne bøn siges det: »... ved din Søn, vor Herre Jesus Kristus og ved Helligåndens kraft giver du liv og hellighed til alle ting.« Efter konsekrationen hedder det: »Derfor fejrer vi, Fader, mindet om din Søns frelsebringende lidelse, hans underfulde opstandelse og himmelfart«, og »vi forventer hans genkomst«. Vi beder Faderen nådig tage imod kirkens gave »og se i den det offer, som du tog imod til forsoning«. Endelig udtrykker vi håbet om engang »evigt at frydes over din herlighed. Ved Kristus, vor Herre, ved hvem du skænker verden alle dine gode gaver«.

Den fjerde eukaristiske bøn takker Faderen, der i sin godhed og barmhjertighed ikke overlader os til dødens magt. »Hellige Fader, så højt elskede du verden, så du i tidens fylde sendte din Søn, din enbårne, som vor Frelser. Undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria fremtrådte han som menneske, prøvet i alt, dog ikke i synd. Han kom med glædesbud: om frelse for de fattige, om løsladelse for fanger, om glæde for sønderbrudte hjerter. Men for helt at opfylde din frelsesplan gav han sig hen i døden, og ved sin opstandelse knuste han døden og fornyede livet. Vi skal nu ikke længere leve for os selv, men for ham, som døde og opstod for os, og derfor sendte han fra dig Helligånden, sin første gave til de troende til at fuldbyrde din gerning i verden og føre dem frem til helligheds fylde.« Og som i alle de eukaristiske bønner er der en ihukommelse (anamnese) af Kristi forløsende gerning for os gennem hans død, opstandelse, ophøjelse og genkomst i herlighed. Men denne eukaristiske bøn betoner mere end de andre tre den forløsende betydning af Jesu jordiske gerning inden korsfæstelsen: hans forkyndelse af det glade budskab til de fattige og undertrykte.

Kommunion

Kommunionen begynder med Herrens Bøn, og denne indledes med en formel som: »Lad os bede den bøn, Herren har lært os, og som Guds børn med frimodighed sige...« eller »Til frelse har Herren lært os at bede og givet os lov til at sige...« eller »Lad os bede, som vor Herre Jesus Kristus har lært os...« Bagefter beder vi Faderen om at fri os »fra synd, og gøre os trygge i alle trængsler, i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme«. Vi beder også direkte til Kristus, idet vi siger: »Se ikke på vore synder, men på din kirkes tro og før den efter din vilje til fuldkommen enhed og fred, du som lever og råder, Gud i al evighed. Amen.« Jesus Kristus er ikke blot vor broder, men også vor Herre. Vi beder ikke blot sammen med ham, men til ham.

Det eukaristiske brød brydes, og forsamlingen beder: »Guds lam, du som borttager verdens synder, forbarm dig over os.« Derpå beder celebranten stille for sig selv: »Herre Jesus Kristus, den levende Guds Søn. Efter Faderens vilje og ved Helligåndens medvirken har du ved din død skænket verden livet.« Mens celebranten løfter hostien inden uddelingen af kommunionen, siger han: »Se det Guds lam, som borttager verdens synd.« Jesu liv og sendelse, hele hans plads i historien, giver ingen mening uden i forbindelse med syndstilgivelsen og forsoningen mellem Gud og menneskehed.