Offentliggjort i: Kristeligt Dagblad, 8. august 1997

Neanderthalmennesket kæmpede en hård kamp for en barsk og ofte kort tilværelse. Livet var ikke let for en halv million år siden. Alligevel stred flere smågrupper af neanderthalmennesker sig op fra det centrale Afrika og befolkede Lilleasien og Europa. Her levede de af jagt, og hvad den vilde natur kunne tilbyde af umiddelbart tilgængelig føde. Landbrug fandt de ikke på, og tilværelsen var at dømme på deres efterladenskaber hård og farefuld. Tit var de i kamp med vilde dyr eller hinanden, og døden indhentede dem oftest i en ung alder. Så blev de lagt i graven af deres fæller, som gav dem blomster og primitive redskaber med på den sidste rejse, hvilket antyder at deres tankeverden har inkluderet ret så abstrakte og avancerede forestillinger.

Til sidst bukkede de alle under. For 30.000 år siden uddøde den sidste rest af Neanderthalmennesket, og hele dén linje i primaternes familie blev afsluttet. Efter at have kæmpet for sin plads i Jordens fauna gennem 500.000 år, og tilsyneladende i besiddelse af menneskelig intelligens og endda med en vis grad af metafysisk eller filosofisk-spirituel aktivitet, udøde hele arten, og de forhåbninger Neanderthaleren måtte have næret til fremtiden blev gjort til skamme.

Man kan ikke lade være med at parallellisere med os, homo sapiens, Neanderthalmenneskets yngre bror: Vil vores art heller ikke opleve tusindårsriget, Kristi genkomst, dommedag, eller hvad det nu end er vores ultimative forventninger som art er rettet imod? Og hvis vi ikke længere kan være sikre på at opleve tidernes ende, hvad betyder dét så for forståelsen af vores rolle i det samlede skaberværk under udfoldelse?

Længe har det været uafklaret om det moderne menneske, homo sapiens, var en efterkommer af den ældre menneskeart, homo neanderthalensis. De fossile rester har godt nok siden det første fund af en neanderthaler i 1857 peget på så store forskelligheder, at man generelt har været tilbøjelig til at betragte os og neanderthalerne som to forskellige arter. Nu har den moderne molekylærbiologi med stor sikkerhed afgjort spørgsmålet.

En gruppe forskere tog en knoglestump fra det oprindelige fund i Neander og analyserede det mitokondrielle DNA. Dette DNA er specielt derved, at det ikke findes i cellernes kerner men i små organeller, mitokondrier, der direkte overføres med kvindens ægcelle til den næste generation. På den måde videreføres nogle få gener i generationer uden de forandringer, der ellers opstår ved kønnet formering, og de eneste forandringer man ser, er dem, der er opstået gennem mange tusind års mutationer.

Basesekvensen i det mitokondrielle DNA ændrer sig kun meget langsomt, og i det stykke DNA, som forskerne analyserede, forekommer op til 8 punktvariationer blandt alle nulevende mennesker fra forskellige egne af kloden. Dét har man tidligere brugt til at sige noget om slægtskabet mellem forskellige etniske grupper, og man har bl.a. på denne måde kunnet se, at alle moderne menneskers fælles urmoder levede et eller andet sted i det centrale Afrika for mellem 120.000 og 150.000 år siden.

Neanderthalmenneskets mitokondrielle DNA afveg fra den gennemsnitlige menneskesekvens på 27 punkter. Dette er altså langt udenfor den variation, der er mellem individer fra den moderne menneskeart, homo sapiens, og til sammenligning har chimpansen kun ca. 50 afvigelser fra den gennemsnitlige menneskesekvens. Dette betyder, at den linje der førte til mennesket skilte sig ud fra neanderthallinjen for ca. 600.000 år siden, hvilket ligger væsentligt før den moderne homo sapiens art udvikledes.

Der er altså ingen tvivl om, at neanderthalmennesket er en selvstændig art helt adskilt fra mennesket. Man kan derfor ikke sige, at vi er en videreførelse af neanderthaleren. Dette har betydning for en kristen forståelsen af neanderthalerens indplacering i frelseshistorien. Traditionelt har man nemlig fremført, at Kristi inkarnation, død og opstandelse frelste hele menneskeheden, også alle de mennesker, der levede før ham og derfor ikke kunne bekende sig personligt til ham; på tilsvarende vis som man kan forestille sig, at også de mennesker, der i dag ikke får mulighed for at kende Kristus, alligevel har del i frelsen ved deres blotte deltagelse i menneskehedens fællesskab. Men når neanderthalmennesket nu viste sig at være en evolutionær blindgyde og ikke er forfader til den menneskeart, som Kristus selv tilhørte, hvor skal man da placere neanderthalmandens eskatalogiske forhåbninger og evt. regulære gudstro?

For så vidt som man kan parallelisere vores art med neanderthaleren, så gør hans skæbne eventuelle forestillinger om menneskets fuldkommenhed endnu mere usikre end de allerede måtte være. Der er ikke tvivl om at vi behersker truslerne fra sult, sygdom og ulykke bedre end han gjorde. Men evolutionen er ikke afsluttet; naturen producerer hele tiden nye trusler mod vores eksistens, og vi må fortsat kæmpe for tilværelsen mod eksempelvis nyopdukkende virus eller muterede bakterier. Det er ikke umuligt, at vores art som vi kender den nu, vil bukke under i denne kamp om tilværelsen, som Herren af uransagelige grunde har bestemt skal være den drivende kraft i udfoldelsen af Hans skaberværk. Den samme skæbne, som blev neanderthaleren til del, venter måske også på os en gang ude i fremtiden. Vil vores forhåbninger om Kristi genkomst da blive gjort til skamme? - Nej, ikke nødvendigvis. Kristus behøver måske ikke komme igen i den samme skikkelse, som han har brugt én gang før, omend det naturligvis vil ske som den person vi allerede har lært at kende som et menneske. Det er måske ikke engang sikkert, at det vil ske i skikkelse af et individ af arten homo sapiens. Hvem véd, måske vil der engang i fremtiden dukke en efterfølger til os op, ligesom vi i sin tid afløste neanderthaleren. Dette gør det nødvendigt at forstå Kristi inkarnation som en identifikation, der omfatter mere end blot menneskeslægten, en identifikation med hele skabningen.

Skuffelsen ville dog nok være stor, hvis Krisus ikke skulle komme igen som menneske. I vores selvforståelse har vi givet os selv en hovedrolle i forberedelserne af tusindårsriget. Ja, vi har faktisk den underforståede opfattelse, at hele den naturlige udvikling af livet her på Jorden har haft det mål at frembringe Mennesket, som en slags krone på værket, slutresultatet af en årmillioner lang udvikling. Selvom tilbageskridtene næsten er lige så mange som fremskridtene er det dog således, at den medfødte kristne udviklingsoptimisme underforstår, at det er os, menneskeslægten, der skal bevidne Guds værks endelige fuldendelse i Kristus, ja, endog selv medvirke til dets realisering. Det er den dybeste betydning af, at vi overhovedet står op om morgenen og går på arbejde: Vi arbejder alle med på det store værk, og vi forventer naturligvis at være tilstede, når værket fuldendes.

Men ligsom neanderthaleren, der jo også arbejdede på værket i nogle hundrede tusind år, skal vi måske gentænke os selv i en mere beskeden rolle: Vi er ikke det bedst opnåelige i alle situationer, og vi er kun et enkelt, og muligvis forbigående, fænomen i den store udfoldelse af skaberværket fra dets begyndelse for 14 milliarder år siden og til en fuldendelse i en ukendt fremtid, hvis form vi ikke engang kan ane. Hvor chokerende det end måtte lyde, så er vi ikke nødvendigvis afgørende for Universets skæbne. Andre fremtidige, intelligente livsformer kan meget vel - ja, vil med stor sandsynlighed - opstå her på Jorden. Og i hvert fald har andre intelligente arter - f.eks. neanderthaleren - levet her på Jorden med deres egne forestillinger om livets mening, evigheden og Skaberen, ligesom vi nu gør det.

Som hele skaberværket og hvert enkelt lille del heraf, kan vi kun - men det er nu også ganske meget - gøre krav på at være en del af helheden, en del, der dog har den enestående ære at have haft Kristus i sin midte. Men stillet overfor det faktum, at intelligent liv her på Jorden udsluktes uden efterkommere til at bevidne tidernes ende, også selvom dette liv f.eks. havde tilstrækkelig spiritualitet til at begrave sine døde med tanke på det hinsides, så må vi først og fremmest revurdere vores egen rolle i mere ydmyg retning. Vi er en del af en evolution, en rejse fra alfa til omega, der endnu ikke er afsluttet. Undervejs kan vi glæde os over den herlighedspragt, der folder sig ud med os som beundrere og endda i beskedent omfang som kreative deltagere i realiseringen af Skaberens værk.