Offentliggjort
i : Berlingske Tidende, 22. oktober 1996
Siden tiden begyndte for 14 milliarder år siden med en ufattelig udladning,
hvor hele universets indhold pludseligt dukkede op som ren energi, er udviklingen aldrig
standset. Universet udvider sig og afkøles; efter 300.000 år udvikledes de første
atomer, og efterhånden kondenserede skyer af brint og andre lette gasser til stjerner og
galakser. Forbrændingen af disse lette atomer i stjernernes indre frembragte de tungere
atomer, som samledes i molekyler, både de uorganiske og de organiske, som biologisk liv
består af. For fem milliarder år siden opstod Jorden, og for tre milliarder år siden
opstod biologisk liv. Siden da har den fysiske verdens udfoldelse af lovmæssigheder ud
fra de initiale betingelser været suppleret af en biologisk evolution.
Biologisk liv er baseret på videreførelse af information og konkurrence om
ressourcerne. Lige fra de allerførste encellede organismer til de mest komplekse primater
har disse to principper været dominerende for udviklingen. Den biologiske information
bæres i DNA eller RNA arrangeret i gener, og disse geners funktion er at give den
pågældende organisme optimal tilpasning til miljøet, så de tilgængelige ressourcer
udnyttes bedst muligt, og så organismen kan forplante sig, dvs. videregive informationen
til en ny generation.
Det genetiske materiale er i selve sin grundliggende bestandel ustabilt. Helt
nede på det atomare plan sker der spontane ændringer, som er drevet af kosmisk
baggrundsstråling, ioniserende stråling fra radioaktive stoffer i undergrunden og
ultraviolet bestråling fra solen. Disse uomgængelige og helt tilfældige ændringer af
nukleinsyrerne introducerer tilfældige ændringer i det genetiske materiale: generne
muterer. Ydermere er der for de mere komplekse organismer en anden og mere
hurtigt-virkende kilde til genetisk forandring. Forskellige virus kan overføre genetisk
materiale fra ét individ til et andet, og endda fra én art til en anden. Det drejer sig
især om de såkaldte retrovirus, og faktisk anslår man at ca. 1 procent af den
menneskelige arvemasse er tilført af retrovirus på et eller andet tidspunkt i
udviklingen af den linje, der har ført frem til os, Homo sapiens sapiens.
Den genetiske ustabilitet gør, at nye egenskaber dukker tilfældigt op. Hvis
disse egenskaber tilfører organismen bedre evne til at udnytte ressourcerne i konkurrence
med andre organismer i miljøet, så det giver en forplantningsfordel, så fastholdes den
nye egenskab og den genetiske forandring. Hvis de 'nye' organismer adskilles fra de
'gamle' kan de ophobe flere og flere forskelligheder, så de til sidst ikke kan få
avledygtigt afkom ved at parre sig med hinanden. På denne måde, darwinistisk evolution,
udvikles nye arter ved udvælgelse af miljøet. De miljømæssige forhold udvælger så at
sige blandt flere forskellige genetiske muligheder. Det gør det også klart, at den
biologiske og den fysiske udvikling ikke kan separeres fra hinanden. Den biologiske
information er på sin vis en information om den foranderlige natur og hvordan den bedst
kan - ja, ikke netop udnyttes men måske rettere suppleres eller endog fuldendes.
Evolutionen, der startede for 14 milliarder år siden, foregår derfor stadig og
i hele forløbet har der været tale om en udvikling frem mod større kompleksistet. Der
er en forbavsende målrettethed, som indtil nu alene har været bestemt af de indbyggede
mekanismer, som naturlige lovmæssigheder - inklusive diverse kaosfænomener og
usikkerhedsprincipper - har affødt i samspil med de initiale betingelser, der opstod i
selve skabelsesøjeblikket. I den allerseneste tid er der imidlertid dukket en anden
evolutionær faktor op: den menneskelige teknologi.
Abemennesket blev udskilt fra et primatophav fælles med chimpanserne for ca. 2
millioner år siden. For ca. 200.000 år siden udviklede Homo sapiens sig så fra
abemennesket. På dette tidspunkt levede der også andre menneskearter, dels en mere
primitiv Homo erectus og dels den ganske avancerede Homo neanderthalensis. Neanderthaleren
var efter al sandsynlighed så avanceret, at der var tale om intelligens i egentlig
menneskelig forstand, og selvom vi aldrig kan få det at vide med sikkerhed, er der grund
til at tro, at han også tænkte på sin egen rolle i naturen, på fremtiden og på,
hvordan han kunne beherske de farer, tilværelsen bød på. Det lykkedes ham imidlertid
ikke. For 40.000 år siden uddøde neanderthal-mennesket. Årsagen kendes ikke, men en
sandsynlig forklaring kunne være en dødelig infektion med en nyopdukket mikrobe,
således som vi kender det fra visse indianeres møde med den hvide mands mikroorganismer.
Efter årtusinders sameksistens med en anden menneskeart, som vi tilsyneladende ikke kunne
avle med, stod vi, Homo sapiens sapiens, alene tilbage. Nu ved vi imidlertid dét, at der
ikke er nogen garanti for, at vores art vil opleve tidernes ende. Vi kan meget vel -
ligesom neanderthaleren - blive udryddet af mikrobers hærgen, kataklysmatiske
naturkatastrofer eller blot vores egen dumhed.
Evolutionen er nemlig ikke afsluttet. Universet ekspanderer stadigt, nye
mikrober dukker hele tiden op. Mere end 90% af de arter, der nogensinde har eksisteret, er
gået til grunde, men nye dukker hele tiden op. Kampen for livet foregår derfor stadig,
og også vi mennesker må slås for livet. Især er vi til stadighed truet af nye
mikrober, der enten dukker op fra hidtil uberørte nicher i naturen eller som nyudvikles
evolutionært fra bunden. Vi ser det jævnligt: HIV, Ebola, Hanta, Sabia eller for den
sags skyld antibiotika-resistente bakterier dukker op og dræber nogle tusinder eller
millioner af os. Hvornår den helt store dræbermikrobe dukker op og hærger kloden kan
ingen sige, men at det på et eller andet tidspunkt vil ske, blot der går tilstrækkelig
lang tid, synes ret sikkert. Vi kan altså på ingen måde læne os tilbage og betragte
naturen som en idyllisk have, hvor vores funktion er at understøtte en harmonsik balance.
Det billede er et feriepostkort fra Disney World. Det har ingen sammenhæng med
virkeligheden. Vi er stadig en del af den samme evolutionære process, som har frembragt
os, og vi må kæmpe for vores liv.
Vores mulighed for at forsvare os mod en ulykkelig skæbne og sikre vores
overlevelse på længere sigt ligger netop i det særlige evolutionære redskab vi selv
medbringer: teknologisk evne til at påvirke den naturlige udviklingsproces og kulturel
indsigt til at gøre det med intelligens, omhu og vision. Indirekte vil vi med vores
blotte eksistens og specifikt med vores modifikation af den omgivende natur under alle
omstændigheder påvirke evolutionsprocessen, som ganske vist vil foregå så langsomt, at
det indenfor den enkelte generation ikke vil være muligt at identificere forandringerne.
Når det drejer sig om dyr og planter har vi i hele vores historie anvendt vores egne mere
eller mindre effektive midler til at styre deres udvikling og arvelige egenskaber. I dag
er midlerne ved at være så udviklede, at vi har mulighed for ikke blot at lade en
tilfældig og ukontrolleret evolutionsproces forandre os, men faktisk selv gribe ind og
være en bevidst del af denne evolutionsproces.
I virkeligheden er dette blot en skærpelse af det forhold, at menneskets
bevidsthed, dets forestillinger, ønsker og mål altid har været en del af naturens
evolutionsproces. Uanset om vi til de anvendte midler vil inddrage gensplesjning på dyr
og måske endda på os selv eller blot vil anvende mere indirekte midler som miljøkontrol
m.m., så ligger udfordringen derfor mere i en bevidst formulering af vores langsigtede
mål for vores eksistens som mennesker på en lille planet. Afgørende for vores tryghed
ved at deltage i dette projekt er imidlertid, at der er enighed om vores fundamentale
etiske grundsætninger. Først da vil det være muligt at tage hul på diskussionen om,
hvordan vi ønsker mennesket og dets planet skal udvikle sig, og uden den diskussion vil
permanente og selvdesignede forandringer i menneskets eller for den sags skyld andre
levende væsners arvemasse mangle det nødvendige grundlag. Betragtning af den uhyre
komplekse proces, der har frembragt os ved stadig forfining og eksperimenteren gennem
millioner af år, bør dog under alle omstændigheder mane til forsigtighed og ydmyghed. |
