Offentliggjort i: Berlingske Tidende, Univers, 10. februar 1998

Der er mangel på organer. Antallet af villige organdonorer er faldende i alle vestlige lande, og herhjemme er der mangel på stort set alle de organer, der kan bruges til donation. Mange patienter står på venteliste til nyrer, hjerter, lunger eller levere, og for de fleste af disse patienter er der tale om afværgelse af en ellers livstruende situation. Oplevelsen af at skulle vente på en livreddende behandling gøres så meget desto mere angstfyldt fordi alle ved, at en anden ofte yngre og rask person skal dø, for at det skal blive muligt at skaffe et egnet organ. I dag kræves det i praksis, både at den potentielle organdonor skal have afgivet et klart tilsagn på forhånd, og at hans nærmeste pårørende også efter hans død bakker dette tilsagn op. I mange tilfælde er situationen omkring det ofte traumatiske dødsfald anspændt og indbyder ikke til dyberegående og langvarige overvejelser over behovet for organer. Det bedste ville uden tvivl være, at langt flere på forhånd havde gjort sig klart, om de i givet fald ville donere deres organer, og at dette blev registreret i det centrale register, der er indrettet til formålet. Dette sker imidlertid kun i meget begrænset omfang. Behovet for organer er altså større end udbuddet, og dette vil formentligt ikke ændre sig i en overskuelig tid. Derfor er de senere års tilsyneladende gennembrud i transplantation af organer fra dyr til mennesker blevet mødt med meget stor interesse. Svin og bavianer er allerede forsøgt brugt som organdonorer, og de største vanskeligheder ser ud til måske at kunne løses. I givet fald ville en sådan teknologi med ét slag løse forsyningsproblemerne, og det voksende behov man kan forudse vil komme i de næste årtier vil kunne dækkes uden større vanskelighed. Imidlertid er der på det seneste ikke alene stillet spørgsmålstegn ved, om det er etisk forsvarligt, men også om det er sikkert nok. For selv om problemerne i forbindelse med selve transplantationen løses, så er der muligvis indbygget en risiko for at overføre hidtil ukendte infektionssygdomme til mennesket, og derved udløse en epidemi, der kunne udgøre en alvorlig trussel mod store dele af samfundet, ja eventuelt true hele menneskeheden.

Så tidligt som i begyndelsen af 60'erne forsøgte amerikanske kirurger at transplantere baviannyrer til mennesker, men ligesom i senere forsøg afstødte patienterne de fremmede organer indenfor få timer. Selv med moderne medicinsk behandling, der undertrykker immunforsvaret, har ingen dyreorganer overlevet mere end få uger efter transplantation til mennesker. Årsagen er, at eksisterende antistoffer i patientens blod binder sig til artsfremmede kulhydratstrukturer på overfladen af dyreorganets blodkar, og ved aktivering af et celledræbende enzymsystem, komplementsystemet, ødelægges det fremmede organs blodforsyning hurtigt og effektivt. Lidt mere held har man haft med transplantation af dyreceller og -væv, der ikke indeholdt dyrets egne blodkar. Museceller der overføres til menneskehjerner kan f.eks. overleve i lang tid, og på længere sigt udgør anvendelse af enkeltceller eller isolerede væv fra dyr et stort potentiale i behandlingen af en lang række alvorlige sygdomme.

Organer fra dyr er imidlertid indenfor de sidste to-tre år atter kommet på dagsordenen. Det er sket efter at man i begyndelsen af 90'erne klarlagde den præcise mekanisme, der er ansvarlig for den hyperakutte afstødningsreaktion. De involverede kulhydratstrukturer blev kortlagt, og man isolerede også forskellige cellekomponenter, der kan afvæbne det ødelæggende komplementsystem. Dette gør det muligt at gensplejse dyr, f.eks. grise, til enten ikke at udtrykke de artsfremmede kulhydratstrukturer eller at udtrykke de særlige cellekomponenter, der kan modvirke menneskets komplementsystem. Firmaet Imutran præsenterede således allerede i 1995 verden for den første gensplejsede gris, der kunne levere organer til mennesker uden risiko for hyperakut afstødning. Ganske vist har der så efterfølgende vist sig andre, immunologiske, vanskeligheder på lidt længere sigt, men optimismen i den bioteknologiske industri var - og er det tildels stadig - meget stor. Således opkøbte det schweiziske firma Novartis hurtigt Imutran, og med en forventning om et marked i 2010 på ca. 40 milliarder kroner er det ikke overraskende, at investeringerne i at få denne teknologi gjort klar til klinisk brug flyder i rigeligt mål.

Imidlertid er man på det seneste blevet opmærksom på en ny risiko, der ikke så meget drejer sig om de patienter, der modtager organer eller celler fra gensplejsede dyr, men mere om sikkerheden for alle os andre. Det har nemlig vist sig, at artsfremmede væv indeholder virus, der ikke normalt kan inficere mennesker. Transplantation med gensplejsede dyreorganer giver disse virus en chance for at springe over den artsbarriere, der ellers gennem årtusinder har beskyttet os mod dem, og konsekvenserne heraf er ukendte men potentielt særdeles farlige.

Der er tale om flere forskellige typer virus - herpesvirus, picornavirus, morbillivurus, paramyxovirus, retrovirus - men særlig opmærksomhed retter sig mod endogene retrovirus. De fleste andre virus vil formentligt kunne undgås ved at opdrætte de gensplejsede dyr under særligt rene forhold og med intens kontrol, men retrovirus har den egenskab, at de kan ligge latent i dyrenes arvemateriale. Retrovirus forekommer nemlig både som frie viruspartikler med RNA indhold og som DNA kopier indlejret i cellekernernes DNA materiale. Ydermere kan det retrovirale DNA ligge latent indtil et bestemt signal aktiverer det til at producere nye retroviruspartikler, der trænger ud af cellen i tusindvis rede til at inficere nye celler. Sådanne retrovirus kendes fra alle pattedyr, og normalt er vi mennesker beskyttet mod artsfremmede retrovirus, fordi de medtager de kulhydratstrukturer, der findes på overfladen af den producerende modercelle. Vores eksisterende antistofberedskab er derfor umiddelbart i stand til at genkende f.eks. et retrovirus fra mus eller svin og inaktivere det, inden det når at inficere vores celler. Men hvis man ved gensplejsning eliminerer de kulhydratstrukturer fra dyret, som giver anledning til den akutte afstødningsreaktion, så eliminerer man også vores mulighed for at inaktivere retrovirus, der produceres fra dette dyrs celler. Og de indlejrede retrovirus kan ikke med sikkerhed fjernes eller blot opdages, netop fordi de er indlejret i selve dyrecellernes arvemateriale.

At dette kan foregå er underbygget af f.eks. forsøg med transplantation af humant væv til mus, hvor man efterfølgende har fundet, at retrovirus fra musen har inficeret det humane væv. Sådanne endogene retrovirus er i øvrigt kendt fra alle pattedyr inklusive mennesket. Det anslås, at mellem 1 og 10 procent af menneskets DNA stammer fra retrovirus, der på et tidligere tidspunkt af evolutionen har indlejret sig i vores arvemasse. I normale menneskeceller er der imidlertid ingen af disse endogene retrovirus, der aktivt producerer viruspartikler, men f.eks. museceller producerer af sig selv flere forskellige retroviruspartikler. Man kan derfor forestille sig, at hvis man både overfører artsfremmede organer og samtidigt gør dem "usynlige" for vores immunforsvar, så vil endogent producerede, artsfremmede retrovirus uden større besvær kunne tilpasses den nye vært, og en hidtil ukendt infektionssygdom vil kunne opstå. Om en sådan ny infektion vil give anledning til en mere omfattende epidemi i resten af befolkningen eller blot forblive i den transplanterede patient er det på nuværende tidspunkt umuligt at afgøre.

Disse forhold har medført vidtstrakt bekymring især i virologiske kredse. De amerikanske og engelske myndigheder arbejder derfor for tiden med et sæt retningslinjer, der har til formål at begrænse risikoen. Udover omfattende kontrol af de gensplejsede donordyr forestiller man sig, at den transplanterede patient skal isoleres i perioden efter transplantationen og efterfølgende kontrolleres løbende for fremvækst af nye virus. Hvorvidt en sådan kontrol kan gennemføres på længere sigt er måske et åbent spørgsmål, men bekymringerne retter sig lige så meget mod, om alle andre lande i verden også vil implementere lige så strenge sikkerhedskrav. Et udslip af en ny infektionssygdom ville jo ikke respektere landegrænser, og med den moderne samfærdsel ville den hurtigt kunne sprede sig til hele kloden.

Fremstående forskere på området har derfor ligefrem anbefalet et moratorium i hvert fald for den kliniske afprøvning og anvendelse af xenotransplantation. Potentialet og behovet er stort og uafviseligt, men pligten til at beskytte befolkningen for en ukendt men efter alt at dømme reel risiko er større. Ganske vist er der et etisk krav til os alle om at hjælpe de medborgere, der ramt af sygdom måtte ønske denne teknologi, men som så ofte før må der her ske en afvejning af ét etisk krav mod et andet. Et fornuftigt kompromis vil nok være, at fortsætte forskningen i xenotransplantations-teknologi på laboratorieplan men ikke tillade brug i mennesker, før de mange ubesvarede spørgsmål kan besvares. Det er ikke usandsynligt, at den internationale forskning kan finde en udvej, og imens kan vi i det offentlige regi opbygge et vidensberedskab og en afklaret offentlig holdning, der tillader en afbalanceret evaluering af xenotransplantation og dens fremtid.