Kronik, Berlingske Tidende, 9. december 2002.

Grænseoverskridende forsvar

Af John-Erik Stig Hansen

Angreb med biologiske våben er en reel trussel mod dansk sikkerhed. Ikke det mest sandsynlige, men med størst potentiale for masseskade. Terrorangreb med bombesprængninger eller andre anslag mod begrænsede mål herhjemme eller i udlandet vil fortsat være det mest sandsynlige, men udviklingen peger på stigende risiko for anvendelse af ukonventionelle våben, og her er biologiske våben både de mest skadevoldende og de mest sandsynlige midler, som terrororganisationer eller fjendtlige stater kan anvende og som vil kunne involvere Danmark eller danske interesser.

Danmarks sikkerhed drejer sig ikke længere om at sikre vores grænser mod invasion fra en fjendtlig nabostat. Vores naboer har fælles interesser med os, og der er ikke nogen trussel om invasion i klassisk forstand i noget overskueligt tidsperpektiv. I det omfang der overhovedet er en trussel mod os skyldes det, at vi er en del af Europa og en del af den vestlige kultur, hvor USA spiller en ledende rolle. Trusler mod Europa og USA kan derfor inddrage os på to måder: I direkte forstand, hvor danskere eller danske interesser angribes, ikke fordi de er danske, men fordi de repræsenterer en større helhed. Dette inkluderer specielt situationer, hvor Danmark deltager aktivt med militære enheder i internationale konflikter, hvor Danmarks langsigtede interesser er på spil, således som det var tilfældet i Golfkrigen, Kosovo konflikten eller senest krigen i Afganistan. Og indirekte hvor et angreb et andet sted i verden får utilsigtede følger for danskere. Det sidste har vi senest set et eksempel på ved bombeattentatet på Bali, hvor danske diskoteksgæster var blandt de ramte.

Konflikter er ikke længere lokale. Ganske vist vil de primære konfliktområder i en overskuelig fremtid ligge fjernt fra Danmark – Mellemøsten, Asien, Afrika eller Amerika – men såvel stater som transnationale organisationer som Al Qaida har på forskellig vis mulighed for at ramme mål over hele verden ikke bare gennem f.eks. missiler men især gennem specialstyrkers eller terrorenheders angreb i et hvilket som helst land, der er involveret i en aktuel konflikt fjernt fra hjemlandet. Dansk deltagelse i en krig mod Irak vil således kunne resultere i gengældelsesaktioner herhjemme.

Endelig vil effekterne af en krig eller et terrorangreb et andet sted i verden kunne have følger også for Danmark, således som vi f.eks. så det i form af den økonomiske krise, der fulgte umiddelbart efter terrorangrebet på Twin Towers i New York i september 2001. Følgerne for Danmark kan imidlertid være langt mere direkte og alvorlige, hvis et biologisk angreb fjernt fra os resulterer i f.eks. en koppeepidemi, som meget vel kan sprede sig til andre lande herunder Danmark.

Konflikttyperne har også ændret sig fra traditionel erobringskrig eller økonomisk begrundet interessekonflikt mellem enkeltstater eller alliancer. Transnationale terrororganisationer forfølger globale mål og er især ideologisk eller religiøst motiverede. Hvor terroraktioner tidligere har haft et mere begrænset omfang viste terrorangrebet på Twin Towers en ikke tidligere set vilje til at ramme civilbefolkning i et hidtil uset omfang. Samtidig har den teknologiske udvikling gjort massedestruktion mulig for også ikke-statslige aktører. Her er specielt biologiske våben egnede til meget omfattende angreb med store tabstal.

Hvor sådanne våben ind til for få år siden var forbeholdt statslige, militære programmer, så er såvel fremstilling som spredningsmetoder i dag genstand for aktiv interesse fra terrororganisationers side. Og eftersom sådanne angreb kan gennemføres i det skjulte uden tydelig identifikation af angriberens identitet, kan selv truslen om massiv gengældelse ikke skabe en stabiliserende magtbalance, som den vi levede med under Den kolde Krig.

Proliferationen af masseødelæggelsesvåben, herunder biologiske våben, kan næppe standses men kan måske begrænses. Større lande vil ligesom Indien og Pakistan søge at skaffe sig atomvåben, mens offensive, biologiske våbenprogrammer formentlig vil blive forfulgt af især lande med relativt beskedne økonomiske muligheder for at investere i konventionel militær slagkraft for slet ikke at tale om atomvåben. Herved kan disse lande opnå en styrke, som kan bruges i det politiske magtspil til at modstå udefra kommende pres. Såfremt dette mål skal opnås, vil det imidlertid være nødvendigt, at omverdenen er bekendt med, at et land har sådanne våben. Helt afgørende for at lægge en dæmper på denne udvikling er det derfor, at FN’s forbud mod biologiske våben opretholdes og om nødvendigt gennemtvinges. Det er i denne sammenhæng at betydningen af det aktuelle pres på Irak for at tillade inspektioner og fjernelse af masseødelæggelsesvåben skal ses. Lykkes det Irak ustraffet at opnå en omfattende biologisk eller atomar våbenkraft, vil dette være et meget uheldigt signal til andre lande med lignende ambitioner. Og hvis først en sådan våbenkompetence er til stede, og især hvis den inkluderer langdistance fremføringsmidler, kan afvæbning være for risikabel at gennemtvinge, således som det i dag et tilfældet med Nordkorea. Da gengældelse kan gennemføres såfremt et bestemt land anvender sådanne våben, er risikoen for uprovokeret anvendelse imidlertid ringe.

Sådan er situationen imidlertid ikke, når det drejer sig om ikke-statslige aktører. I følge Al Qaida udtalelser har denne organisation til hensigt at bekæmpe de ’jødisk-kristne korsfarere’ og at destabiliserede de verdslige demokratier i Vesten for at demonstrere disse landes dekadence og hævne vestlig (kultur)imperialisme rettet mod islamiske lande. Såfremt Al Qaidas egen retorik skal tages alvorligt, vil netop omfattende biologiske angreb mod civilbefolkningerne i vestlige lande ikke kunne udelukkes, så snart denne organisation har opnået tilstrækkelig våbenkraft og uhindret kompetence.

Truslen mod os kommer udefra, og det gør modforholdsreglerne i vid udstrækning også. Ligesom truslen om biologiske angreb er grænseoverskridende, så er forsvaret det også. Helt umiddelbart er det i et hvilket som helst lands egen interesse, at dets naboer har et velfungerende beredskab til hurtigt at opdage et angreb og inddæmme et evt. udbrud af smitsom sygdom inden det spreder sig til andre lande. Dertil kommer at flere af de nødvendige elementer i et beredskab mod bioterror er så omfattende, at i hvert fald små lande ikke på egen hånd kan løfte opgaven. Det drejer sig om meget forskellige aktiviteter spændende fra efterretningsvirksomhed over sikkerhedslaboratorier til udvikling af  vacciner og lægemidler. Endelig er det i sig selv vigtigt, at de beredskabsmæssige procedurer i de forskellige lande i videst muligt omfang standardiseres, så man f.eks. følger samme undersøgelsesmetoder i alle EU- eller NATO-lande, hvorved man i højere grad vil kunne stole på varslinger fra et naboland og tage forholdsregler hurtigt, også inden man selv står med problemet på eget område.

I Europa har EU kommissionen taget initiativ til en overordnet koordination af de bioterror relaterede beredskabstiltag i de enkelte medlemslande primært gennem etablering af en kommitté for sundhedssikkerhed (Health Security Committee), hvor Center for Biologisk Beredskab, Statens Serum Institut, er den danske repræsentant. Dette initiativ, der også inkluderer et døgnbemandet varslingssystem, er et væsentligt bidrag til at øge især de mindre landes mulighed for at forbedre bioterror beredskabet og binde landene sammen i et fælles forsvar mod konsekvenserne af biologiske terrorangreb på europæisk område.

Uden for det europæiske område spiller NATO alliancen en afgørende rolle for danske interesser i denne sammenhæng. Også i NATO er der sket en betydelig opprioritering af indsatsen mod terrorangreb i almindelighed og biologiske angreb i særdeleshed. I NATO alliancen spiller USA naturligvis en helt afgørende rolle, og ikke mindst på baggrund af USA’s erfaringer med sit eget nu nedlagte offensive, biologiske våbenprogram kan der herigennem ske en vigtig kompetenceudvikling i de enkelte NATO-lande, hvor biologiske angreb i de fleste tilfælde har haft ringe opmærksomhed. Især på amerikansk initiativ er der sket en øget fokusering på forsvaret mod biologiske angreb. Fokus skifter f.eks. bort fra anakronistiske doktriner om omfattende panserslag i Nordtyskland til indsats af specialenheder med støtte fra særlige biologiske prøvetagnings- og analysehold, mobile laboratorier, moderne beskyttelsesudstyr og i det hele taget opdaterede taktiske doktriner, der indregner mulighed for at kæmpe også i situationer, hvor NATO-styrker udsættes for kemiske eller biologiske angreb.

I sig selv er muligheden for at blive udsat for et biologisk angreb i en USA-ledet konflikt en udfordring for alliancens sammenhold. Det er blevet fremført, at den største risiko for et mindre land er at vise alt for stor solidaritet med USA og måske ligefrem støtte USA med militære enheder i en konflikt, hvor modparten råder over biologiske våben. Ikke alene kan de udsendte enheder blive udsat for et angreb, men truslen om et biologisk gengældelsesangreb mod hjemlandet kan i sig selv virke afskrækkende overfor i det hele taget at stå skulder ved skulder med USA. Her er det vigtigt at fastholde sammenholdet, for bortset fra at USA gang på gang har vist viljen til at forsvare de værdier vi har fælles, så ville det være skadeligt på længere sigt, hvis USA blev overladt til sig selv. Men hvis et land som Danmark skal bevare politisk frihed til at kunne træffe en sådan beslutnng om at give et solidarisk bidrag til en USA-ledet international mission, så er det helt afgørende at beredskabet mod biologiske angreb også her i Danmark er troværdigt og velfungerende.

USA har erklæret krig mod terrorisme, men spørgsmålet er om dén krig kan vindes. Det virker ikke sandsynligt, at man med militære midler alene én gang for alle kan løse dette problem. I det omfang der er efterretningsmæssige oplysninger der gør det muligt at standse et angreb i opstartsfasen, kan militære eller politimæssige aktioner naturligvis forhindre et angreb inden det udføres; men det er urealistisk at tro at angreb og planer herom med 100% sikkerhed bliver opfanget, inden de kommer til udførelse, ikke mindst fordi det ikke længere kun er stater, der står bag den slags trusler. Men hvor angreb altså ikke med sikkerhed kan forhindres, så kan et velfungerende beredskab begrænse skadernes omfang. Selvom et sådant beredskab muligvis kun sjældent kommer i anvendelse, er det sikkerhedspolitisk vigtigt, at det rent faktisk er på plads. Og nu hvor katten er sluppet ud af sækken efter anthrax-terroren i USA i oktober 2001, og terrororganisationer ligesom alle andre er blevet opmærksomme på den betydelige terroreffekt af selv begrænsede biologiske angreb, så kan vi i årene der kommer forvente et stigende trusselsniveau på dette område.