Offentliggjort i: Berlingske Tidende, 21. april 1998.

I 1972 underskrev Sovjetunionen sammen med en række andre lande en konvention, der forbyder udvikling og brug af biologiske våben. Året efter oprettede Sovjetunionen et omfattende forsknings- og udviklingsprogram, Biopreparat, til fremstilling af nye biologiske våben. I den tyveårige periode, Biopreparat var aktiv, nåede de 32.000 ansatte at udvikle helt nye og uhyre farlige biologiske kampstoffer samt missilsystemer og andre fremføringsmidler, der kunne sprede bakterier og virus over store områder. Selvom Biopreparats fabrikker i dag er omlagt til fremstilling af kosmetik, er der rejst mistanke om, at biologiske våbenprogrammer i Rusland - ligesom i mange andre stater verden over - stadig er aktive.

Informationerne om Biopreparat kommer hovedsageligt fra programmets tidligere vicedirektør, dr. Kanatjan Alibekov, der flygtede til USA i 1992, og en anden Biopreparat forsker, Vladimir Pasechnik, der flygtede til Storbritannien i 1989. De har oplyst, at det sovjetiske våbenprogram bl.a. inkluderede ballistiske missiler med ti særligt afkølede sprænghoveder, der frigøres over målet og hver udsender små containere med koppevirus, pestbakterier og anthraxbaciller. Containerne udsender disse dødbringende mikrober i en aerosol over målet og kan derved dække et meget stort område.

De anvendte kampstoffer er alle forbedrede udgaver af gammelkendte mikrober. Biopreparats våbenfærdige anthrax var angiveligt fire gange mere effektivt end den naturlige form, og våbnet lå klar til brug i 1989. Pestbakterien blev også forstærket ved gensplejsning, således at den resulterende form for lungepest var modstandsdygtig overfor antibiotisk behandling. Også den velkendte blødningsfebervirus, Marburg, blev optimeret til våbenbrug. De sovjetiske våbenudviklere navngav deres særlige Marburg stamme Ustinov efter en kollega, der ved et fatalt uheld stak sig på en kanyle med Marburg virus. I efteråret 1991, lige før Boris Yeltsin kom til magten, lå Marburg U klar til at blive monteret på missil-containere. Om det skete er ikke oplyst. Kanatjan Alibekov har også fortalt, at hemmelige stammer af koppevirus, hvis naturlige form er udryddet efter en verdensomspændende FN-indsats, blev gensplejset med et hjernevirus, Venezuelansk Equint Encephalit virus, og at det nye rekombinante kampstof blev afprøvet på aber.

Udviklingen af biologiske våben har hidtil baseret sig på naturligt forekommende og velkendte eller eventuelt nyopdagede mikrober. Opdyrkning af f.eks. pestbakterier eller anthraxbaciller er ret simpel, og hvis hensynet til sikkerheden er beskedent, kan fremstillingen foregå under meget enkle forhold og uden særlig ekspertise. De sidste årtiers teknologiske udvikling især indenfor molekylærbiologi gør det imidlertid muligt for større organisationer, der råder over mere avanceret apparatur og særligt uddannet personel, at udvikle helt nye mikrober med nye og mere skadevoldende egenskaber.

Anthraxbacillen findes i en naturlig form, hvor den fremkalder alvorlig sygdom hos bl.a. kvæg og de mennesker der kommer i kontakt med inficerede dyr. Anthraxbacillen er imidlertid også en gammel favorit blandt udviklere af biologiske våben, fordi den findes i en særlig form, sporer, der er meget hårdføre og kan klare påvirkningerne når f.eks. en granat eksploderer, og som fremkalder en dødeligt forløbende infektion efter indånding. Ligesom i det irakiske våbenprogram arbejdede de sovjetiske våbenudviklere også med anthrax. Det har man bl.a. kunnet konstatere efter analyse af udsmuglede vævsprøver fra ofrene for et uheld i Sverdlovsk (nu: Yekaterinburg) i 1979, hvor mindst 11 personer døde. De sovjetiske myndigheder forklarede, at der var tale om en naturlig epidemi, men de molekylærbiologiske undersøgelser af vævsprøverne, der blev offentliggjort af amerikanske forskere i februar 1998, viser at der var tale om en kombination af fire forskellige anthraxtyper, hvilket ikke kan være sket på en naturlig måde. Forklaringen på dette er muligvis, at man har forsøgt at fremstille et biologisk anthraxvåben, der kan klare sig over for den amerikanske anthraxvaccine.

Arbejdet med at fremstille anthraxtyper, der omgår de eksisterende vacciner, er imidlertid ikke slut. På et forskningsinstitut i Obolensk splejsede russiske forskere i 1996/7 to gener fra Bacillus cereus ind i anthraxbacillen. Deres rapport i det videnskabelige tidsskrift Vaccine i december 1997 viser, at den rekombinante mikrobe er modstandsdygtig overfor den eksisterende anthraxvaccine. Ti sporer af den rekombinante anthraxform var nok til at dræbe de anvendte forsøgshamstere, hvad enten de var vaccineret på forhånd eller ej. Uanset om det russiske projekt er led i et forsøg på at udvikle bedre vacciner, således som de selv siger, så kan den russiske forskning uden videre bruges til fremstilling af nye biologiske våben. Eksemplet illustrerer, at det er muligt at fremstille sygdomsfremkaldende mikrober med nye egenskaber, giftstoffer eller vaccineresistens.

Netop de molekylærbiologiske teknikker åbner mulighed for at løse en gammel forhindring for anvendelse af biologiske våben. Hidtil har det nemlig været vanskeligt at beskytte egne styrker mod det biologiske våben. Hvis vinden vender efter skyen af mikrober er udløst over kamppladsen kan angriberen få sit eget biologiske våben tilbage i hovedet. Gensplejsning kan imidlertid løse dette problem, idet man kan fremstille en vaccine til sine egne styrker, der netop er indrettet efter deres eget rekombinante kampstof, og som modparten ikke råder over. Man kan derfor frygte et nyt våbenkapløb, hvor de forskellige staters eller organisationers forskere hele tiden forsøger at udvikle mikrober, der omgår modstanderens vacciner. Naturligt nok har det russiske projekt i Obolensk fået en del opmærksomhed i andre lande. Chefen for det amerikanske forsvars bakteriologiske forskningsinstitut, oberst Arthur Friedlander, har da også udtrykt bekymring for om den anthraxvaccination af alle amerikanske soldater, der netop er besluttet, vil kunne beskytte de amerikanske styrker.

Den anden praktiske vanskelighed med at udvikle og anvende biologiske våben har hidtil drejet sig om, hvordan man får kampstoffet fremført og spredt. Også på dette felt byder den teknologiske udvikling på nye løsninger. Der kan være tale om at modificere selve mikroben, så den bliver mere hårdfør, eller beskytte den på anden måde, f.eks. ved de sovjetiske sprænghoveders særlige kølesystem. Men der kan også være tale om at udvikle nye fremføringsmidler, der er mere skånsomme overfor mikroberne. I forbindelse med Golfkrigen i 1991 udviklede de irakiske myndigheder f.eks. særlige spraytanke, der kunne monteres på fly, og som kunne sprede skyer af anthraxsporer over store områder. I den mere lavteknologiske ende blev der i marts 1998 udsendt en advarsel fra den engelske regering til alle E.U. lande om, at terrorister planlagde at indsmugle og sprede anthraxsporer via uskyldigt udseende flasker, lightere og dåser i flypassagerers bagage.

I det hele taget er det vigtigt at forstå, at truslen fra biologiske våben ikke kun kommer fra fjendtlige stater, men i nok så høj grad fra terrororganisationer af enhver slags. Den japanske sekt, Aum Shinrikyo, der spredte giftgassen Sarin i undergrundsbanen i Tokyo, arbejdede også på at fremstille biologiske våben. Tilsvarende organisationer er der nok få af, men alligevel er der alene i USA omkring 50 aktuelle sager, hvor man har mistanke om at biologiske våben er involveret.

Så vidt det vides findes der ikke noget dansk beredskab, hverken militært eller civilt, der er specielt indrettet til at imødegå en biologisk terrortrussel. I flere andre lande findes der forskellige grader af beredskab. I Storbritannien er Forsvarets biologiske forskningslaboratorium, Porton Down, ved at fremstille nye vacciner, der er rettet mod flere potentielle biologiske våben, og man er netop ved at færdiggøre en ny pestvaccine. I USA har man ud over vaccinefremstilling også satset på oprettelse af operationelle enheder, der kan rykke ud og i praksis imødegå trusler om biologisk våbenanvendelse.

På det nationale plan har de amerikanske myndigheder oprettet ti særlige indsatsgrupper hver bestående af 22 personer med en længere uddannelse i identifikation og indeslutning af biologiske og kemiske våben. Disse indsatsgrupper skal dels samarbejde med lokale myndigheder, der i de større byer har afsat særligt uddannede politi- og brandmænd til denne opgave, dels kan de tilkalde forstærkning fra en større og mere veludrustet enhed (CBIRF) på 350 mand fra forsvarets Marinekorps. Denne enhed er udrustet til at kunne operere i et kontamineret område og selvstændigt gennemføre både militære og civile opgaver, og enheden kan desuden benytte en stående rådgivningsgruppe af videnskabsfolk samt specielle faciliteter under det amerikanske forsvars lægekorps.

Det amerikanske forsvar har gennem flere år arbejdet på at sikre dets kampevne selv under et angreb med biologiske og kemiske våben. Det vigtigste tiltag er uden tvivl indsatsen for at begrænse disse våbens videre udbredelse og arbejdet på at nedbringe allerede eksisterende lagre i f.eks. de tidligere sovjetiske stater. Samtidigt har man opprioriteret den teknologiske udvikling af forskellige former for efterretningsvirksomhed, kommunikation, fjernovervågning, identifikation, anti-missil forsvar og passiv personelbeskyttelse. I en nylig statusrapport fra Pentagon anslås det optimistisk, at udviklingen inden for disse områder allerede har nået eller er tæt ved at nå et niveau, hvor den amerikanske forsvarsevne kan bevares selv under et biologisk/kemisk angreb. Imidlertid er det også værd at bemærke, at Pentagon-rapporten udtrykkeligt siger, at eventuelle koalitionspartnere ikke kan regne med amerikansk beskyttelse under et sådant angreb.

Den potentielle trussel fra biologiske våben er uden tvivl blevet væsentlig større i de 25 år, der er gået efter vedtagelsen af den internationale konvention mod udvikling, oplagring og brug af biologiske våben. Selv hvis man giver FN nye beføjelser til inspektion og kontrol er der grund til skepsis over for, om dette vil kunne hindre udviklingen af biologiske våben. Vanskeligheden ligger basalt set i, at biologiske våben er enkle og billige, og at de kan fremstilles i faciliteter, der ikke er lette at skelne fra f.eks. mejerier, forskningslaboratorier, lægemiddelfabrikker o.l. Situationen i Irak, hvor man trods mangeårige inspektioner og intensiv overvågning ikke kunne opspore og destruere alle biologiske våben, vækker ikke optimisme. Man kunne forestille sig, at enighed blandt alle verdens videnskabsmænd om at afstå fra at medvirke til forskning og udvikling af biologiske våben kunne bremse udviklingen, men dels ville det være naivt at tro at en sådan enighed kunne opnås, dels må man erkende, at blot en studentereksamen og et par håndbøger er tilstrækkelig ekspertise til at fremstille i hvert fald de mere simple typer af biologiske våben. Konklusionen må derfor være, at truslen fra biologiske våben er kommet for at blive.